delfer.dk - Resjsedagbog fra Texas

Så er der endeligt kommet lidt nyt fra Mie og Maria. Denne gang fra deres tid i Texas. Mie fortæller her om deres oplevelser, om turen fra Puerto Rico, om deres oplevelser ved et Rodeoshow, hvordan de to seje tøser skiftede hjul på en bil, og en fantastisk tur til Six Flags Texas - en af de helt store forlystelsesparker derovre, hvor de bl.a. fik en tur på en af verdens største trærutchebaner. Klik på "Read more..." herunder for at læse om deres oplevelser i Texas. Der er også kommet nye billeder fra Mie og Maria - de kan opleves her.

Torsdag d. 20/4
Så var det tid til at forlade Puerto Rico. Vi skulle allerede være i lufthavnen kl. 7 om morgenen, hvilket betød at vi skulle sindsygt tidligt afsted pga. Trafikken i PR.
Morgenen var en smule hektisk, da jeg selvfølgelig ikke havde fået pakket alle mine ting dagen i forvejen (typisk mig) og det endte da også med at jeg glemte halvdelen af mine sokker, et par shorts og omkring tusind hårnåle (undskyld Lotte). Maria glemte kun en ting, uheldigvis var den ene ting, opladeren til hendes digital kamera. Ups.

Turen til lufthavnen gik let og smertefrit, så vi ankom til lufthavnen i god tid. Efter chek-in besluttede vi at få lidt morgenmad, da der ikke havde været tid til det inden vi forlod huset. Vi købte nogle meget fedtede kanel stænger hos en kæde der hedder Cinabons. Det var okay, men kan ikke måle sig med dansk winerbrød. Efter morgenmaden var det tid til at tage afsked med Lotte, hvilket gik knapt så smertefrit. Der blev fældet lidt tårer inden vi kom ombord.

Det var en lidt mærkelig følelse at stige ombord på flyet, for på en eller anden måde følte vi, at vi var på vej hjem, men det var vi jo overhovedet ikke.

Tiden på flyet blev brugt flittigt på soduko, som jeg er blevet meget afhængig af på denne tur. Inden vi nåede Dallas lufthavn skulle vi mellemlande i Fort Lauderdale. Her besluttede vi at købe noget frokost. Jeg ved godt at lufthavnsmad ikke er det bedste i verden, men det her overgik mine værste forventninger. Vi købte en sandwich, den var på størrelse med Mac D hamburger og så var den lavet af tørt brød, kylling og klam BBQ sovs og det værste var, at den kostede 7$. Øv øv øv.

Et par timer senere ankom vi til Dallas, hvor min mors fætter Arne stod og ventede på os. Efter endnu en times kørsel ankom vi til Arnes hjem og der mødte vi hans kone Linda. De var begge to utrolig søde mennesker. Resten af aftenen blev brugt på afslapning efter denne lange tur.

Fredag d 21/4
Så skulle der shoppes. Arne og Linda kørte os til et outlet mall, da vi fra pålidelige kilder havde fået at vide at man kunne få sindssyge billige jeans i Texas og ganske rigtigt, vi så jeans helt ned til 10$ og udvalget var kæmpe stort. Ironisk nok endte ingen af os med at finde nogle jeans, men vi kom til gengæld ud med alt mulig andet junk.

På vej tilbage var det min tur til at sidde bag rettet, for Maria og jeg skal leje bil mellem Salt Lake City og Las Vegas, så derfor skulle jeg lige lære automat gear at kende. Jeg var lidt nervøs til at starte med, det er trods alt over en måned siden jeg sidst var ude og køre, men efter et stykke tid gik det helt fint så vi kom helskinnet tilbage til huset. Automat gear er 1000 gange nemmere end alm.

Om aftenen ville vi ud og se nogle lækre cowboys, så da vi så at der var et rodeo ikke så langt fra huset, besluttede vi at tjekke det ud. Vi kom dog en smule for tidligt, så vi slog tiden ihjel på Woodys. En bar der er kendt for dens fedtede cheeseburgers og all-american atmosfære. Nå men da vi tog tilbage til rodeoshowet fik vi os en ordenlig skuffelse. Der var ingen lækre cowboys, de var allesammen midaldrende halvskaldet fyre og med den vægt de rendte rundt med foran, følte vi virkelig med de stakkels heste. Men ikke nok med det, de kunne heller ikke finde ud af det. Vi så noget, der hedder roaping. Det er når de fanger kvæget med lasso, først om hornene og derefter om bagbenene, så køn til sidst kommer helt ned på jorden og ligge. 9 ud af 10 gange lykkedes det dem ikke at fange den. Det var helt til grin, men meget morsomt.

Selvom der ikke var det bedste udvalg, ville vi alligevel have et billede med en vaskeægte cowboy. Den udvalgte blev en mand ved navn Josh Ashley. Vi fik også lov til at sidde på hans hest. Maria har gået til ridning, så hun svingede bare op på den som om det var det nemmeste i verden, jeg derimod har ikke engang siddet på en før, så jeg skulle sgu kæmpe lidt for at komme op og jeg havde selvfølgelig taget højhælet sko på, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere.

Lørdag d. 22/4

I Fort Worth har de en kæmpe forlystelses park, der hedder six flags. Det er en theme park med loony toons, så vi så både snurre snup og daffy duck. Vi fik desværre ikke taget så mange billeder, da vi ikke havde modtaget opladeren fra PR endnu.

Det skulle dog vise sig at det blev noget af en prøvelse at komme derhen, for da vi var nået ca. halvvejs punkterede vi. Heldigvis var Linda en erfaren kvinde indenfor punkteringer, så med vores hjælp fik hun hurtigt sat reservehjulet på. Total girlpower.

Da vi endelig ankom til parken, besluttede vi, at vores mission var som minimum at prøve alle de store rutjebaner. Og når vi siger store, så mener vi store. En af dem nåede op på 80 mil i timen. Det føltes som om ens hoved og krop bare var klistret til sædet. Det var fuldstændig umuligt at bevæge sig.

Det var lidt underligt, normalt er jeg et nervevrag når jeg skal prøve sådan nogle ting, jeg står bogstavelig talt og ryster inden jeg skal op i det gyldne tårn, men denne her gang var der ikke noget. Maria var til gengæld bange, men hun prøvede det hele alligevel. Den eneste jeg ikke kunne få hende op i var supermans tower. Den er ligesom det gyldne tårn bare vildere.

I en af køerne faldt vi i snak med to fyre, der var rigtig flinke. De var godt nok ikke cowboys, men alligevel. Det er meget nemt at komme i kontakt med folk herovre, lige så snart de hører at man ikke er fra USA begynder de at snakke med en, det er egentlig meget hyggeligt.

Da vi havde prøvet alle de store rides, skulle vi selvfølgelig også (på Marias opfordring) prøve alle vandturerne, hvilket resulterede i adskellige gennemblødninger, men det var nu sjovt alligevel.

I en af forlystelserne troede kontrolløren at vi kom fra Texas og han blev meget forbløffet da han hørte at vi var fra Danmark, så han præsenterede os for alle de andre folk i forlystelsen og vi et kæmpe HEY Y’ALL fra dem allesammen.

Den sidste forlystelse blev The Texas Giant. En af verdens største træ rutjebaner. Her var vi virkelig glade for at komme uskadt ned igen. Eller uskadt er måske så meget sagt, for den knagede og rystede så meget, at man blev slået både gul og blå over det hele, men i live var vi da. På trods af det skulle vi da lige prøve den en ekstra gang.

Da parken lukkede hentede Linda os sammen med sine to børnebørn og så var det ellers bare tilbage til huset.

Søndag d. 24/4

Så var det tid til at tage i kirke. Både Arne og Linda går i kirke hver søndag, så det skulle vi selvfølgelig også opleve.

Kirken var ret stor, den lignede dog ikke det vi i DK forbinder med en kirke.

Alle i kirken kendte hinanden og ifølge Linda var Arne et stort hit blandt alle de små gråhåret damer (lille charmetrold) og vi kunne da også godt se at han ikke fik lov til at stå alene ret længe af gangen. Hver søndag optager Arne hele gudstjenesten, så den kan blive sendt i en lille lokal radio den efterfølgende søndag. Han har sit helt eget lydbord nede bagerst i kirken. Så kan man høre guds ord selvom man måske ikke har mulighed for at komme i kirke.

Gudstjenesten forløb stille og roligt. Der var et kor der sang et par sange og sådan.

Efter tjenesten stod den på middag og auktion. Folk i menigheden havde doneret forskellige ting til auktionen. Alt fra babysittning til møbler. Vi blev præsenteret for et ældre ægtepar. Manden havde været soldat under 2. Verdenskrig. De var rigtig søde og rare.

Om aftenen lejede vi film.

Mandag d. 24/4

Tidligt op kl. 4.30 for at det ikke skal være løgn. Vi skulle med Arne ud for at se hans barnebarn Donnavan's første golfturnering, det var dog ikke meget golf Maria og jeg fik set, da vi begge to faldt i søvn i bilen - Maria på bagsædet og jeg på forsædet.

Da turneringen var slut vendte vi næsen mod Dallas, med mig bag rettet. (Automatgear er virkelig det bedste)

I Dallas ville vi gerne se stedet hvor præsident Kennedy blev skudt. Det var en meget underlig fornemmelse at stå og kigge på det hvide kryds der var tegnet på vejen. der hørte også et museum til, så det gik vi ind og så. Det var et rigtig godt museum. Jo mere man læste om det, jo flere følelser fik man også omkring mordet. Det var meget specielt.

Efter museet kørte vi tilbage til huset. Maria og jeg besluttede at fordi vi havde været så tidligt oppe, kunne vi godt tage en ekstra aften med lidt film hygge.

Note: Billeder fra deres tid i Texas


Register	Hjem · Emner · Download · Fotoalbum · Min konto · Indsend nyhed · Top 10