Så er der igen nyt fra Mie og Maria. De er nu vel ankommet til Canada, hvor de skal bo i Edmonton de næste tre uger. Efter en uge i luksus i Salt Lake City (Utah), og en uges VILD luksus i Las Vegas, har de nu forladt USA - og vender ikke tilbage før om 3 uger, hvor de først skal til Torronte, dernæst rejse lidt omkring inden de slutter med en uges Powershopping i New York. Det skulle der også være mulighed for i Edmonton - for det er jo hér verdens største mall (indkøbscenter) ligger. Klik på "Læs mere..." herunder for at læse 2, del af rejsedagbogen fra deres tur med Trek America.
Rejsedagbog onsdag d. 3/5 Yosemite
Vi stod rigtig tidligt op, da vi skulle ud og heike. Vi var rigtig mange som havde valgt at tage Yosemite falls, en heik som ville tage ml. 6 og 8 timer hvis man gik hele vejen til toppen, desuden var den også temmelig steep.
Vi startede tidligt for at undgå solen mest muligt. Den første del af heiken var i en skov, under alle træerne. Vejen var relativt steep og meget ujævn med masser af store og små sten. På et tidspunkt blev vi nødt til at gå over et vandfald, det var ikke så stort, men det var svært at komme over, uden at få våde fødder. Efter vi var kommet over vandfaldet ændrede sceneriet sig næsten med det samme. Det blev helt ørkenagtigt med masser af sand, grus og små sten, der var næsten heller ikke nogen grønne planter. Efter dette stykke kom et lille stykke hvor det gik ned ad bakke og hvor tæerne igen begyndte at vokse. Det var meget mærkeligt at følge hvordan det hele ændrede sig på nogle få meter. Efter vi var gået ned ad bakke, så vi Yosemite falls for første gang. Det var utroligt smukt og man kunne høre hvor meget kraft der kom fra det. Over alt var der grønt, da vandet ramte klipperne så hårdt at vandet sprøjtede i alle retninger. Det var dejligt at gå i "støvregnen" da det efterhånden var blevet ret så varmt. Efter vi var kommet forbi vandfaldet gik det op, og op, og op.
Sceneriet var nu blevet ren klippe, dog var der engang imellem en lille oase med træer, skygge og som regel et lille vandfald man skulle over. Mange steder løb der små bække mellem de sten man gik på. Dette vand kom fra sneen på toppen af vandfaldet som var begyndt at smelte. På et tidspunkt mødte vi en som var på vej ned. Vi spurgte ham hvor lang vej der var igen. Jeg var ved at dø da han sagde 45 min for det føltes som om vi havde gået i en evighed. Mie besluttede sig for at gå i forvejen, mens Justin og jeg gik stille og roligt op. Nogle steder var stien meget smal, da der stadig lå sne. Det var meget mærkeligt, for solen brændte og man svedte som en vanvittig af at gå opad. Endelig begyndte det at gå ligeud, men inden vi var på toppen, skulle vi lige over en lille bæk/flod hvor vi blev nødt til at kravle op på et væltet træ og derefter hoppe over på den anden side. Derefter skulle vi op ad nogle "bakker" som var dækket af sne, der dog var ved at smelte, hvilket var en smule farligt da man meget let kunne træde gennem sneen. Endelig kom vi til en trappe der gik ned, med meget ujævne trin. Men ned kom vi da, og der var den mest fantastiske udsigt. Vi stod på en sten platform lige ved vandfaldets udspring. Lyden var øresønderrivende og synet var helt fantastisk. I mellemtiden var Mie aldrig dukket op og jeg blev lidt bekymret for om hun var gået vild.
Vi brugte ca. 30 min ved vandfaldet, spiste frokost og nød udsigten. Jane og Lise var kommet op ca. 30 min inden os, så de ville gå videre til Yosemite Point, jeg bad dem holde øjnene åbne efter Mie og tage hende med ned hvis de fandt hende. Kort tid efter besluttede vi os for at gå videre, vi havde set en bro som gik hen over vandfaldet og syntes det kunne være fedt at se udsigten derfra. Desværre var broen så langt tilbage at man kun kunne se selve floden, men ikke udspringet.
Jeg så Lise og Jane på den anden side af floden, og de havde heldigvis fundet Mie. Carleen, Justin og Thom besluttede at også de ville gå til Yosemite Point. Jeg var bare så totalt smadret at jeg bare gerne ville ned. Så jeg begyndte stille og roligt at gå ned alene, i forventningen om at de andre ville nå at indhente mig.
Turen ned var Rigtig lang og jeg blev helt overrasket over hvor langt vi havde gået op. Det tog lang tid, da det jo gik temmelig stejlt nedad og da man næsten hele tiden skulle hoppe fra sten til sten og prøve at lade være med at falde.
Da jeg endelig kom ned, var jeg så dehydreret at jeg gik til det nærmeste wc og drak to liter vand. Det var skønt bare at kunne slappe af, mens jeg ventede på at de andre kom ned.
Mie var oversået med skrammer på arme og ben, hendes shorts var smurt ind i mudder og hun lignede noget der var løgn. Hun var faldet et eller andet sted deroppe og havde fået temmelig mange rifter på benene. Men på trods af dette og på trods af at hun var totalt udmattet var hun ved godt humør og fortalte gladelig historien om rifterne. Lise var åbenbart faldet nøjagtig det samme sted som Mie, men hun var dog "kun" blevet smurt ind i mudder.
Alle var totalt smadrede da vi ankom til lejeren, men ved godt humør, for man er altid stolt af sig selv når man ved man har arbejdet hårdt, har opnået det mål man satte sig for og lige har været på den hårdeste heik i sit liv.
Torsdag d. 4/5 Sierra Nevada
Vores længste dag i vannen. 9 timer og 400 mil. En rigtig rigtig lang dag. Der er ikke sket det store, har sovet det meste af vejen, og vi har kun haft stop for at fylde benzin på og bruge wc'et. Alle har været totalt udmattet fra strabadserne i går så det gjorde egentligt ikke noget med en afslappende dag. Men den var vist temmelig hård for Erika, der jo ikke kunne sove fordi hun skulle køre.
Lejeren vi i nat skulle være i lå midt ude i ørkenen, det var ikke specielt varmt, men heller ikke koldt, det blæste dog overdrevet meget, og det var svært at få teltene slået op. Toiletterne var ok, og så var de varme, da kulden senere faldt på. Det har faktisk bare været en stille og rolig dag. Der er ikke sket så meget, vi fandt dog ud af at Jane er kendt som grovæderen i gruppen. :)
Fredag d. 5/5 Zion
Endnu en lang køretur, 6 timer og 270 mil. Det var meningen at vi skulle have været ude og heike da vi kom frem til lejeren, men det var blevet temmelig sent inden vi nåede frem. Så i stedet begyndte vi på maden, det var min maddag og vi skulle lave burritos.
I morgen er planen derfor blevet lavet en smule om. Vi tager tidligt af sted og heiker i Zion, derefter kører vi videre til Bryce, heiker der og laver BBQ om aftenen.
Lejren er bare endnu en camping plads, ikke noget ekstravagant. Vi har fået en mønt så vi kan tage et 8 min bad når vi vil, og det er så det. Jeg gemmer mit til i morgen tidlig. Jane var ved at få indre maveblødninger i dag, Lises håndklæde var røget ned på den anden side af et relativt højt stakit og da hun ikke selv kunne få fat i det meldte Jane sig til at prøve. Der hang hun så tværs over et stakit, med benene sprællende ud i luften for at holde balancen. Desværre fik vi ikke taget et billede, men det var et syn for guder. :)
Lørdag d. 6/5 Bryce
Planen fra i går holdt stik. Vi stod tidligt op (endnu engang) Pakkede hele lejeren ned og læssede vannen. Herefter kørte vi et kort stykke ned til Zion National Park. Alle blev læsset af ved Visitor Centeret hvorfra man kunne bruge shuttel systemet. (Busser som kører af bestemte ruter, ud til div. campingpladser og hiking trails.) En del valgte at tage en heik kaldet "Angels Landing" der iblandt Mie, Lise og Jane. Den lød temmelig tough da Erika fortalte om den, den var ret steep og et sted skulle man gå på siden af klippen på nogle meget smalle stier, hvor man skulle holde fast i nogle kæder. Jeg besluttede at jeg havde mit liv kært og valgte at tage en anden heik der gik til upper-, middle- and lower-something pools. (Jeg kan altså ikke huske hvad de hed... sorry). Heiken var ikke særlig steep, men gik dog godt op ad på nogle strækninger. Der var meget smukt og jeg fik vist taget nogle ret gode billeder.
Da vores heik var noget mindre end de andres var vi færdige et godt stykke tid før dem, så vi besluttede os for at køre ind til byen og handle de sidste ting til BBQ'en samme aften, desuden skulle der også lige fyldes benzin på vannen.
Da vi kom tilbage stod Justin og ventede på os, han var ikke gået hele vejen op og var derfor færdig før de andre. Vi stillede frokosten parat og lidt efter lidt kom resten tilbage. De havde alle sammen haft en god tur og udsigten fra toppen havde været fantastisk.
Efter frokost kørte vi ca. 2 timer (90 miles) for at komme til Bryce. Her skulle vi bare tage en lille hik rundt langs ”The Rim Trail”, hvorfra man kunne få nogle helt fantastiske billeder. Og det var virkelig smukt. Turen var dog en smule længere end først antaget, men det var på ingen måde en hård heik, den var stort set plan hele vejen. Vi fik set de berømte hoodoos (har noget med voodoo at gøre, jeg fangede bare aldrig hvad) og vi så det sødeste lille jordegern som rigtig stillede op til fotografering.
Da alle var kommet hen til mødestedet kørte vi til campen hvor vi skulle overnatte, det var virkelig ”out in the middle of nowhere”. Det eneste der var i miles omkreds var campingpladsen. Men det var en rigtig hyggelig campingplads og der var masser af plads. Vi havde fået at vide at temperaturen ville ligge omkring frysepunktet, men så koldt blev det heldigvis slet ikke. Vejret var dejlig mildt og det blæste næsten ikke. Så snart vi kom frem, blev grillen tændt og herefter begyndte forberedelserne til et ægte festmåltid. Der blev lavet kyllingefillet, burgere, kyllingelår, hotdogs, kartoffelsalat, pastasalat, alm. salat, majskolber og alt muligt andet. Det blev temmelig sent inden maden var færdig ca. 20.30 og vi var alle sammen rigtig sultne. Men alt smagte helt vidunderligt. Vi hyggede og snakkede, det varede dog ikke så længe inde folk begyndte at gå i seng, det havde været en lang dag og alle var trætte.
Note: Billeder fra Yosemite National Park, samt første halvdel af deres tur med Trek America
